En glimrende film om forholdet mellem Ludvig XV og hans sidste elskerinde. Med selveste Johnny Depp som fransktalende konge.
Umiddelbart et overraskende valg som elskerinden også, én jeg ikke kendte (der også har instrueret), men begge gør det fint, og filmen er værd at se.
9/13
Hmm, havde nok ventet mig lidt mere. Hovedrollen gør det fint, og både hun og sminken gør det fint med at få hende til at være fra 14 til en gang i tyverne, og også fint at Elvis er reduceret til biperson, selvom det er svært at tro at han på én gang har Lolita-tilbøjeligheder, og samtidigt at hun skal være moder-erstatning.
Men hendes hovedrolle som én der først er barn, og så fastholdes i det som rolle indtil hun siger stop, er nemmere at æde.
Men filmen som helhed har jeg det knapt så godt med, selvom jeg ikke rigtigt kan sætte fingeren ned på hvor problemet er. Måske at alle andre end de to er statister i det hele?
9-8/13
Den var MEGET bedre end den jeg så for en måned siden (se her). Figur virker ganske vist nærmest komisk Stoisk stolt i sin fremtoning, men kan sagtens være at det har været et ideal man/han har dyrket dér på den tid. Det gælder ikke andre figurer og ikke skuespiller for kun når han viser sig frem, så tydeligvis bevidst. De har også tilladt et par glimt af hvad jeg antager er billeder af det armenske folkedrab, der behændigt straks skjules af nogle papirer, elegant løsning!
10-9/13
Phoenix som vanligt god, men ikke mindst lydspor synes jeg fortjener ros, en spøjs og ret vellykket blanding af helt gammelt og ret ny flade-lyd, hvor noget får mig til at tænke strubesang..
Hvor tæt den er på den virkelige person er svært at sige, selvom den er knyttet op på kendte ‘nøglebegivenheder’. Måske er det at den er bundet af kendte ankerpunkter der gør den lidt stiv i det – men da værd at se/høre.
9/13
En stærk dramatisering af en virkelig historie, som det bestemt er værd at se. Ikke kun for det rystende i den, men også som film. Som så ofte overgår virkeligheden fantasien. Der er sekvenser man ville dømme helt usandsynlige og utroværdige i en fiktionsfilm…
Se den se den, hernede kun få visninger.
11-10/13
En ganske underholdende dramatisering af Rise&Fall af Blackberry.
Svært at vide hvor tæt på virkeligheden den er, men det hænger sammen, så nok ikke helt tosset.
10-9/13
Eller via google translate “Zubaida – Mothers and Sons”. En film om Kemal Atatürks liv, der minder mig lidt om hvis en tysk film fortalte om alt det gode en leder i sidste århundrede gjorde der gav dem både Folkevogn, motorveje, og fik befriet tyskere i nabolande….
Ikke ét ord om Atatürks rolle i det armenske folkedrab. Man skulle ikke tro at det var muligt at få lavet – endsige eksporteret den slags propaganda. Støt det ikke, spring den over!!
Selv hvis man æder propagandaen, er filmen ikke ret god…
6-5/13
Lanceres som komedie, selv om det er en dramatisering af en rigtig historie om da nogle Wall-street hajer kom i klemme af småinvestorer.
Ganske underholdende, morsom – og tankevækkende.
9/13
En rigtig fin dramatisering af Golda Meirs sidste fem år, med fokus på Yom Kippur krigen. Glimrende præstation i ikke mindst hovedrollen, og flot sminke-arbejde, der er virkeligt gjort noget ud af det. Mest overrasket er jeg næsten over at kunne huske så meget af det selvom jeg kun har været ti. Det har nok sat sig fordi alle holdt vejret for om det var gnisten til en WWIII.
Overraskende nok nævnes München 1972 ikke, selvom det jo havde en ikke uvæsentlig betydning for opfattelsen af Israel året efter i resten af verden.
10/13
Nolans de luxe udgave af en dramatiseret biografi over manden og hans eftermæle i årene efter krigen. Så på den måde er den beslægtet med hans Dunkirk.
Der spilles godt, eller også er det dårlige taget om…
En film der er optaget på film(!), og med en billed- og lyd-side der gør at den nok vil gøre sig skidt i de fleste ‘hjemmebiografer’.
Man fornemmer virkelig en perfektionist der går op i billeder er lækre og at detaljer er så rigtige som man nu med rimelighed kan.
Den er lang, men føles nok mere som to timer end som tre.
Bruger farve / sort-hvid til at hjælpe med at holde styr på hvad der er filmens nutid, og hvad der er tilbageblik, men med fire ‘tidslinier’ (det er jo Nolan…) skal man lige være vågen. (Før krigen / Krigen / Sikkerhedsgodkendelseshøring / Senatshøring)
Var den klippet lineært, ville den være svær at forstå, da man jo ikke ville vide hvad der var vigtigt mange år senere.
En detalje der undrer mig er at den i billeder viser at det var to forskellige typer bomber, men det italesættes ikke, og den postulerer en lidt mindre kynisk begrundelse for at smide to, end at man ønskede at afprøve begge typer i virkeligheden… Det nævnes end ikke at den type brugt i Little-Boy mod Hiroshima aldrig var testet! (Trinity i Los Alamos var Plutonium-typen anvendt mod Nagasaki i Fat-Man)
…Blev bestemt ikke ringere af at blive set anden gang, og føltes mindre lang, så justeret tekst og bumpet fra 10- til 10+ …
11-10/13